Jørgen Guldager er en af Billund Erhvervs mange mentorer, og som serieiværksætter ved han, hvor vigtigt det er at komme godt fra start.

Jørgen var i sin tid med til at starte engrosvirksomheden Agrometer op, han har fået Marmorline til Grindsted, han har drevet kunstgalleri både derhjemme og i Blåvand, og så har han startet et utal af det, han selv kalder småprojekter op.

“Jeg har altid haft en interesse i at være nysgerrig i at starte noget nyt op, og jeg har for nyligt lavet en lille optælling” fortæller Jørgen Guldager og fortsætter: “Jeg har været involveret enten som ejer, delvis ejer eller medlem af bestyrelsen i næsten 20 virksomheder.”

Jørgen Guldager kalder sig selv en entreprenørtype, og han ønsker at bringe sin iværksættererfaring i spil over for nye iværksættere, så han på den måde kan hjælpe dem bedst muligt i gang.

“Jeg tror man med tiden opnår en eller anden evne til at kunne se, om en forretningsmodel kan fungere, eller om man lige skal passe lidt på” siger Jørgen, der også selv er kommet galt afsted. Han siger med et smil: “Ja, det har jo givet en på snuden ind imellem, men det er jo også en værdifuld erfaring, man kan dele ud af. ”

Billund Erhverv har 17 mentorer tilknyttet, som alle kan vejlede nye iværksættere og hjælpe dem med at finde rundt i en tilværelse som selvstændig.

Er du iværksætter og vil du høre mere om Billund Erhvervs mentorordning kan du kontakte forretningsudvikler Paul-Erik Hensgen på 9215 0109 og peh@billunderhverv.dk

Du kan finde alle vores mentorer her